Generalforsamling og Kinesisk Nytårsfest

Corona situationen udvikler sig stadigvæk. Nu, heldigvis, i en mere gunstig retning!

En stor del af os er blevet vaccineret, eller er godt i gang med at blive fuldt vaccineret, og vi går en gunstig tid i møde, hvor virus ikke spredes så nemt og hurtigt.

Vi er optimistiske hvad angår en tilbagevenden til mere normale tilstande, hvor vi alle kan komme i gang med en lang række at de sociale aktiviteter vi kender fra tiden før Covid-19.

Det gælder således også Kinaforeningens aktiviteter. Men vi må også sande at vi endnu ikke er der hvor vi kan gøre som vi plejer. Vi må også erkende at det ikke er muligt at indhente det udskudte i det omfang som vi nok kunne ønske.

Det er vores indtryk at der generelt er mange der har udskudte arrangementer og andre aktiviteter som har været sat på pause, og som derfor prioriterer at afholde dem så snart det bliver muligt i takt med at samfundet åbner mere og mere op.

Set i lyset af at vi i foreningen ikke har haft aktivitet siden nedlukningen i marts 2020, har vi i bestyrelsen derfor valgt at udskyde generalforsamlingen 2021 til Kinaforeningens Kinesisk Nytårsfest og Generalforsamling 2022 som afholdes lørdag den 29. januar på Hotel Scandic i Kolding (så husk at noterer datoen)

Som den opmærksomme læser vil vide, ligger der et forslag til generalforsamlingen fra bestyrelsen om at der ikke opkræves kontingent for 2020, hvorfor vi i forbindelse med dette skriv vil udsende kontingentopkrævning for 2021 i juli måned.

Derudover har vores formand Torben Offersen meddelt at han ønsker at træde tilbage som formand på kommende generalforsamling.

Vi håber på jeres forståelse, og ønsker jer alle en god sommer og en snarlig tilbagevenden til mere foreningsaktivitet.

Bestyrelsen

Share Button