Et nyt gammelt bibliotek

Vi har kigget dybt i vores gamle materialer, og gjort en del af det tilgængelige igen via hjemmesiden. Det drejer sig om lister over litteratur, artikler m.m. som selvfølgelig relaterer sig til Kina, og som (måske) kunne være interessant at læse eller genlæse.

Der er tillige en række anmeldelser af nogle af bøgerne, som I medlemmer har været så venlige af lave. Listerne er på ingen måde fyldestgørende, og derfor vil vi opfordre til at I kommer med forslag til hvad vi kan supplere dem med. Det gælder naturligvis også m.h.t. anmeldelserne.

I gemmerne ligger også tre rejsebeskrivelser fra 2003 og 2005, som lige skal konverteres inden de igen bliver tilgængelige via hjemmesiden. Mon ikke der blandt jer medlemmer der ude, skulle være nogle stykker som kunne supplere med nogle rejsebeskrivelser af nyere dato?. Derudover findes der en (rejse) huskeliste som nok kunne trænge til en revision – hvilket I meget gerne må være behjælpelige med når den bliver lagt op.

Hvis nogen skulle være bekendt med materiale, som kunne være af interesse for kommende adoptanter, modtager vi meget gerne materialet eller link der til, så vi kan supplere samlingen.

I samme åndedrag vil vi her opfordre alle jer der har været på tilbagerejse, til at lave et indlæg om turen, så vi også kan få eksempler på den side af adoptionshistorien tilgængelig på hjemmesiden. Indhold og omfang er der som udgangspunkt ingen krav til.

Det ovenfor omtalte materiale, som nu er gjort tilgængelig, kan findes via menuen under “Bibliotek“.

God fornøjelse.

Share Button