Da jeg fik kendskab til bogens udgivelse i 2001, var min første tanke: dejligt – en bog om de sidste 20 år i Kina. Den bog må vi have hjemme hos os. Når man har et barn født i Kina, er man jo meget optaget af Kinas udvikling og situation helt op til i dag.
Bogens forfatter har arbejdet, boet og rejst i Kina i over 10 år som ansat i Udenrigsministeriet og EU Kommissionen, hvilket gør, at forfatteren har fået Kina ind under huden. Da jeg havde skaffet bogen og så, at bogens første kapitel er stedfæstet i Nanchang – byen i den provins, hvor min mand og jeg hentede vores datter, kunne jeg ikke vente med at komme i gang med bogen.
‘At pege på månen’ er en blanding af breve til bekendte og artikler og tegner billedet af Kinas udvikling fra Deng Xiaoping og frem til i dag. Man får indtryk af hverdagen i Kina – i byerne og på landet – via forfatterens beskrivelser af de venner og forretningsforbindelser, han har i Kina. Samtidig får man også indtryk af, hvordan partiapparatet i Kina fungerer i praksis.
Bogens kapitel IV handler om studenterdemonstrationerne i 1989 og i særdeleshed 4. juni 1989. Deng Xiaoping sammenlignes med en kejser, der bliver nødt til at demonstrere, hvem der har magten – hvem der er kejser. Man kan mærke den intense stemning, der var i Peking i ugerne op til 4. juni 1989, hvilket fremhæves af dagbogsformen. Bogen er på dette sted, som så mange andre steder i bogen en øjenvidneberetning om et stykke nutidshistorie, samtidig med at tingene bliver sat i perspektiv.
Konklusionen er, at bogen er interessant og spændende i både form og indhold.
(Anmeldt af Helle Jespersen)
