Denne bog bør enhver ”Kina-adoptant” læse!
Den er en gave til os som søger information om baggrunden for vores børns skæbne i Kina. Jeg tror også, at bogen vil kunne give vores døtre mere ro i sjælen, når de bliver gamle nok til at læse den. De skal ikke slippes løs på bogen før tidligst i gymnasie-alderen.
Kay Ann Johnson har selv en adoptivdatter fra Kina, og hun har i de sidste 12 år forsket i adoption, børnehjem og hittebørn i Kina. Bogens konklusioner er således aktuelle og begrundede, og gør op med mange myter. Det vigtigste konklusion (for os som har adopteret piger) er, at det er meget sjældent, at den førstefødte datter efterlades. Så med stor sandsynlighed har vores piger altså en biologisk storesøster i Kina!
En anden spændende ting i bogen er, at det bliver klart hvorfor reglerne for adoption fra Kina har ændret sig fra at kræve barnløse forældre over 35 år, til nu at tillade adoption af flere børn, fra og med forældrene er 30 år.
Bogen er kritisk overfor, at de kinesiske myndigheder har vanskeliggjort indenlandsk adoption i Kina. Til gengæld sørger CCAA jo for, at udenlandske adoptioner kører på skinner. Og et andet meget glædeligt budskab i bogen er da også, at midlerne fra udenlandske adoptioner i høj grad kommer børnehjemmene til gode. Til gavn for de børn som er blevet tilbage, og for lokal-samfundet i øvrigt. Det kan jeg i hvert fald selv nikke genkendende til. Så sent som i går så jeg billeder på nettet (fra amerikanske adoptanter), af det sprit-nye børnehjem i YongFeng, hvor vi adopterede vores første datter fra.
Hvert af bogens kapitler er inspireret af tidligere udgivne artikler. Forfatteren har derfor valgt, at kapitlerne skal kunne stå alene. Det er sikkert også det nemmeste for hende, men det giver en del gentagelser. Til gengæld kan man jo så læse bogen et kapitel af gangen uden at tabe tråden.
(Anmeldt af Ole Dünweber – Far til Asta-Mai Qun, født i Jiangxi, og Ida-Marie Xiu, født i Hunan.)
