Fortællingen om De otte udødelige (otte guder), er blot en af de tolv fortællinger/sagn i bogen af Niels Hartman.
Han var i år 2000 på en 12-dages vandring på Den Kinesiske Mur. Med sig havde han en kinesisk tolk, Ling, som undervejs fortæller ham en lang række eventyr/sagn – et for hver dag. Men man får også en beskrivelse af de personer og de steder som de to besøger undervejs. På den måde får man de gamle kinesiske sagn og eventyr sat ind i en nutid ramme. Bogen fortæller således også om livet i Kina i dag og om kinesiske fester.
Den er meget flot illustreret med, dels forfatterens farvefotos og dels med mange flotte og farverige malerier. Bagest i bogen er der en årstalsliste og en kort leksikondel, der omtaler personer og begreber, man er stødt på i bogen.
En rigtig god oplæsningbog (fra ca.10 år), og som selvlæsning fra ca. 11-12 år.
(Anmeldt af Birgitte Steenbech)