Hunden afløser hanen
Der er allerede gået over en uge siden vi holdt Kinesisk Nytårsfest i Kinaforeningen. Og sikke en nytårsfest!
Igen i år havde vi en række aktiviteter for vores børn suppleret med et par bordtennisborde venligst udlånt fra Aabenraa Statsskole. Muligheden for at lave sushi mellem kaffe og middag blev flittigt brugt, og rigtig mange havde benyttet sig af muligheden for at reservere bord til en gruppe ved tilmeldingen, så man kunne benyttelejligheden til at sidde sammen med rejsefæller under kaffen og middagen.
Selv om Scandic måtte undvære Yu Lan klarede de igen i år at diske op med en velsmagende kinesisk buffet. Bestyrelsen vil gerne udtrykke stor tak til Kim og resten af personalet på Scandic Kolding for det gode samarbejde. Vi oplever en stor imødekommenhed og forståelse for vores arrangement og de udfordringer der følger ved at have de mange indslag og aktiviteter.
Sidste år måtte vi undvære fyrværkeriet pga. vejrforholdene. I år artede vejret sig og vi var vidne til et flot og intensivt fyrværkeri der var en jubilæumsfest værdig.
På generalforsamlingen, som traditionen tro afholdes i forbindelse med nytårsfesten, blev de bestyrelsesmedlemmer som var på valg genvalgt. Foreningen fik endvidere suppleret staben med et par revisorsuppleanter.
Vi har i det forgangne år haft Nytårsfesten 2018 fast på dagsorden til vores bestyrelsesmøder, da det jo d. 22. marts i år er 20 år siden foreningen blev stiftet. Vi har haft mange overvejelser om hvad vi skulle arrangere i anledning af jubilæet, men den Kinesiske Ambassade hjalp os i sidste ende, med deres fine indslag med at arrangere børnesang på kinesisk for og med vores børn, samt et musikkunstnerisk indslag med original akustisk kinesisk musik. Og som så mange gange før havde ambassaden igen i år medbragt gaver til børnene, som de selv delte ud. Vi retter en særlig tak til Ambassadør Deng Ying og personale fra den Kinesiske Ambassade for at festliggøre dette års Kinesisk Nytårsfest i Kinaforeningen, med de kulturelle indslag og gaverne til vores børn, og ønsker dem et rigtig godt og et lykkebringende nytår.
I anledning af jubilæet havde bestyrelsen indbudt Paul Jeppesen som er medstifter af foreningen og vores første formand. Paul holdt en tale hvor han kort fortalte om foreningens opstart, den hurtige vækst af medlemmer og udvikling af foreningens aktiviteter. Foreningens medlemmer fik således fra første hånd et indblik i hvordan det hele startede for 20 år siden, og bestyrelsen takker Paul for de fine og oplysende ord.
Vi er glade for samarbejdet med den Kinesisk Ambassade og personalet, og ser frem til også i år at samarbejde med ambassaden om arrangementer og at besøge ambassaden med familier. Så snart bestyrelsen bliver informeret om arrangementerne vil vi straks viderebringe datoerne, så I kan sætte kryds i kalenderen og bakke op om arrangementerne.
Sidst men ikke mindst vil vi gerne takke alle jer medlemmer der igen i år var med til at gøre Kinaforeningens Kinesisk Nytårsfest til en særlig jubilæumsfest. Ca. 175 familiemedlemmer, rejsefæller, bedsteforældre, børn og voksne, foruden en række gæster heriblandt ambassaden, havde valgt et tilbringe en eftermiddag og aften i selskab med hinanden. Enkelte med udfordringer med at komme frem pga. trafikale problemer. Nogle havde endda benyttet sig tilbuddet for at overnatte på stedet og kunne Vi er særligt glade for at så mange af vores noget større børn / unge stadig deltager i festlighederne. Vores indtryk er at flere nu har en længere tradition med at deltage og bruger anledningen til hyggeligt samvær i rejsegruppen eller med bekendte på tværs. Det er bemærket, og det er vi rigtig glade for.
Tak til alle for endnu engang at gøre Kinaforeningens Nytårsfest til en rigtig god oplevelse.